Too Much Tulle Blog | Bryllupsblog fuld af inspiration og DIY

FacebookBloglovinVimeoRSSKontakt

At finde den rette fotograf

Jeg tror de fleste par der tager ud og ser efter en fotograf i starten bliver meget overrasket over hvad det egentlig koster (ligesom alt andet i forbindelse med brylluppet btw). Vi gjorde i hvert fald… I starten kunne jeg slet ikke forstå det, de stod der og sagde 10.000, 15.000, 6.500 osv. Osv. og jeg overvejede da også ganske kort om det helt skulle droppes og om det virkelig var så nødvendigt  med en fotograf… godt jeg blev klogere…

Som med alt andet får man ofte hvad man betaler for! For husk, de dyre fotografer tager jo ikke bare billeder, de gennemgår fotosessionen med jer og ikke mindst redigerer billeder – og her kan man som oftest virkelig se forskel på fotografernes kunnen! Er man ligeglad med hvilken stil billederne har og egentlig bare drømmer om en masse billeder fra dagen, så kan man sagtens vælge en billig fotograf – eller måske en glad amatør der kan sit kram! Men forvent ikke mere, bliv hellere glædeligt overrasket. Her skal det ikke lyde som om en dyr fotograf altid er den bedste løsning, slet ikke, og måske slet ikke jeres til! Men husk, prisen er glemt om 20 år, det er billederne ikke!

Inden man vælger en fotograf, så sæt jer ned og kig billeder på nettet, find en masse forskellige billeder og find jeres stil. Skal det være klassiske billeder, romantiske, eller måske vanvittige fjollede billeder? Når stilen er fundet går jagten ind på fotografen – og finder i fotografen så vær ikke bange for at hente hende/ham over til jeres del af landet, nogle tager selvfølgelig noget ekstra i transport, men ofte ikke noget der ikke er værd at betale. Det er meget nemmere at gøre det på denne her måde end at finde fotografen først og derefter påtvinge en stil ned over hovedet på ham/hende – det bliver aldrig det samme resultat.

Vær ikke bange for at tage kontakt til en fotograf på at se personens arbejde, ofte kan man se meget på nettet, men kan man ikke så ring og aftal et møde. Find ud af om kemien er der, du skal stole på din fotograf!

 
Hvad får man for pengene?

Det er meget forskelligt hvad fotograferne tilbyder, i dag giver langt de fleste billederne på en cd og så kan I selv fremkalde dem – hvilket jo i dag er meget nemt at få gjort både i butikker men også over nettet. Nogle udleverer dem kun i papirformat – og så har I altså kun det ene billede, så ikke noget med at smide det op på Facebook og for guds skyld lad være med at hælde kaffen udover det ;) Gør op med jer selv og hvad i ønsker og sørg for at fotografen tilbyder det! Overvej også hvor mange billeder i ønsker, nogle tager måske 100, mens andre giver jer flere 1000 billeder! Nogle redigerer dem alle, men mange redigerer kun enkelte – og det er ofte dette der er forskel i prisen, en god redigering tager tid!

Mange fotografer tilbyder også at lave fotobøger! Dette kan gøres nemt og billigt selv, men er man ikke ferm på fingrene til sådan noget, eller vil være sikker på kvaliteten, så er det en fantastisk ting at overveje.. selvom man har alle billederne på en cd, er det nu også hyggeligt at kan sidde og bladre i billederne når familien er samlet J

Er man i tvivl…

Vil man være 100% sikker på at bryllupsbillederne bliver de helt rigtige, så hyr evt. fotografen inden. Er der ikke lige en lejlighed kan man fx få taget et par kærestebilleder – eller engagement photos som er så populært i dag! På den måde kan I ud fra ganske få billeder få testet jeres samarbejde og ikke mindst resultatet. Sådan en fotografering er som ofte meget billigere end en bryllupsfotografering, og I vil efterfølgende have et par gode billeder af jer selv der måske kan bruges til Save the Date kort eller indbydelserne.

Gik det galt?

Oh no! Blev resultatet ikke som forventet eller tabte fotografen kameraet ned i havet da han lænede sig ud over badebroen for at tage det perfekte skud, hvad så? Måske kan kiksede billeder reddes med en omgang redigering i photoshop, men mistede billeder kan selvfølgelig aldrig komme tilbage! Det er dog den perfekte undskyldning for at hoppe i alt tøjet igen! Og denne gang kan i fx gå endnu længere end i turde på dagen, måske endda Trash the Dress kunne være en mulighed? Ofte er det kun bruden der deltager i fotosessionen, men jeg hev manden med og vi havde en fantastisk dag med at se hinanden i tøjet igen og få taget en masse vildt fede billeder vi slet ikke have mulighed for at få taget på dagen! Og bare rolig, man behøver ikke ødelægge kjolen fuldstændig hvis man ikke ønsker det ;) Det ville jo være ærgerligt at misse muligheden for at tage den på endnu engang til en omgang fede billeder ;)

comments powered by Disqus
Follow my blog with Bloglovin