Too Much Tulle Blog | Bryllupsblog fuld af inspiration og DIY

FacebookBloglovinVimeoRSSKontakt

Mit bryllup ♥ Kjoleprøvning

I forlængelse af indlægget omkring køb af brudekjole og tips til prøvningerne får jeg helt lyst til at vise jer mine egne brudekjoleprøvninger. Dog er der ikke billeder fra dem alle, 1 fordi jeg prøvede virkelig mange og 2 fordi man i flere af butikkerne som tidligere nævn ikke måtte tage billeder. Øv for de butikker, de får ingen reklame her ;)

Må lige starte med at tilføje at ingen af kjolerne rigtig kommer til sin ret da langt de fleste kjoler var for store, så for at kunne bedømme om jeg endte i den rigtige må I lige se bort fra pasformen.

Først starter jeg ud med nogle af de bedre kjoler.

brudekjoler vers.1

Kjole 1-3: Prøvet hos Go-diva, eksiterer ikke længere. Det er alle Maggie Sottero kjoler og de fås nu hos House of Brides.

Kjole 4-7: Prøvet hos House of Brides i Taastrup

Kjole 8-14: Prøvet hos Lilly på strøget i København.

Var helt vild med de 3 kjoler fra Maggie sottero! Alle var blandt mine favoritter til sidst, skønne kjoler og fantastisk pasform. Jeg og mine skønne tøser der var med ude og prøve kjoler var dog alle enige om kjole nr. 3 var favoritten så måtte hive mor med ind og se den, og efter hendes godkendelse blev det kjolen. (okay okay beslutningen var ikke nem og jeg prøvede den nok en del flere gange end jeg vil indrømme her!) Kjole nr. 8 var min Lilly favorit, dog delte ingen af veninderne min begejstring for den så den blev ligesom udelukket der.

MEN – der var også en del kjoler som så godt ud på modellerne, på billederne eller på bøjlen, men som på ingen måde fungerede for mig og netop min krop. Flotte kjoler, men no-go til mig.

brudekjoler vers.2

Kjole 15: Prøvet hos Go-diva

Kjole 16-22: Prøvet hos House of Brides

Kjole 23-24: Prøvet hos Lilly på strøget

Alt for meget volumen i de to første, ligner jo nærmest en gravid i nr. 16! Nr. 19 er faktisk ganske fin her på billedet, dog lavet til en der har brug for lidt mere støtte til barmen end jeg har… Nr. 21 gider jeg slet ikke kommentere og nr. 24 får mig vist til at ligne en konfirmand.

Men hvad siger I? endte jeg i den rigtige?

Skriv en kommentar

Mit bryllup ♥ Accessories

Flere har spurgt ind til bl.a mine smykker på dagen, så her kommer lige en gennemgang af hvad det var jeg bar og hvor det kan købes :)

Mine smykker

Armbånd og øreringe er begge fra Dyrberg/kern. Øreringene er vist nok udgået, men jeg ved ikke om man kan være heldig stadig at finde dem nogen steder. Jeg er super glad for dem i hvert fald og bruger dem stadig meget.

Pris øreringe: 550 kr.
Pris armbånd: 850 kr.

Det sidste billede er af min vielsesring og min forlovelsesring. Jeg bar ingen halskade.

mine smykker til bryllup

Headpiece

Jeg bar ikke slør men headpiece fra Jannie Baltzer.

Modellen hedder Agnes og koster EUR 255 - hvilket svarer til ca. 1.900 kr. Der er både kam og clips på indersiden af headpiecet så det sad godt fast og faldt ingen vegne, er super glad for det og bruger det stadig til fest :)

Der findes billeder af hvordan jeg bar den bl.a. HER

headpiece til bryllup fra jannie baltzer

Strømpebånd

Som traditionen foreskriver havde jeg selvfølgelig købt et strømpebånd, dog fik jeg aldrig rigtig gået med det. Det var meningen at jeg ville have taget det på efter kirken men glemte det. Da der blev slået på glassene under middagen for at jeg skulle vise strømpebåndet frem, var manden hurtig til at få det på og det var derfor ham der fik lov at vise det frem ;)

Strømpebåndet er købt hos Annies Slør og koster 150 kr.

Min taske

Min taske er købt hos etsybutikken Keepbags. Der findes flere forskellige variationer af tasken. Denne her model koster ca. 300 kr.

min taske til bryllup

Skriv en kommentar

Mit bryllup ♥ Bryllupsrejse til Maldiverne

Efter en lille gennemgang af Maldiverne, Seychellerne og Mauritius er det vist et passende tidspunkt at fortælle lidt om vores egen bryllupsrejse som gik til Maldiverne.

Tidspunkt for rejsen
Vi blev gift i juni og det havde jo egentlig været meget passende at tage af sted kort derefter i sommerferien. Men vi valgte dog at udskyde rejsen til oktober da vejret på Maldiverne kan være lidt ustadigt i sommermånederne. Bagefter har vi været rigtig glade for at have ventet lidt med rejsen, man var så høj efter brylluppet at det var fint at kunne trække lidt af den følelse helt over i efteråret. Egentlig vil jeg anbefale at man som minimum venter en 3-4 dage efter brylluppet med at rejse, for man er simpelthen helt flyvsk dagene efter, og det tager lang tid at få set alle gaverne igennem og pakket tingene sammen og ryddet op, og ville have været lidt ked af at skulle rejse uden at have afsluttet selve bryllupsfesten ordentlig.

Rejsearrangør
Vi var lidt i tvivl om vi selv ville arrangere turen eller om vi ville have hjælp fra en rejsearrangør. Eftersom vi ikke før har været på en lignende rejse valgte vi at bestille rejsen gennem Nyhavn Rejser hvilket vi kun har været glade for. Vi kunne stadig skræddersy turen som vi gerne ville have den, men alt blev ordnet gennem dem som sørgede for vi fik det præcis som vi ønskede.

Valg af destination
Nyhavn Rejser arrangerer af og til et lille foredrag omkring Maldiverne, Seychellerne og Mauritius, og det kan varmt anbefales. Man er på ingen måde tvunget til at købe noget som helst igennem dem hvis man efter at have hørt om det ikke har lyst til at turen skal gå den vej alligevel. Man hører lidt om de forskellige steder og ikke mindst de mange forskellige øer/ressorts der er at vælge mellem. For bare fordi man synes at Maldiverne lyder lækkert, kan man altså ikke forvente det samme på alle øerne. Der er stor forskel og kan ikke sammenlignes direkte. Vi valgte øen Kuramathi som var alt det vi gik efter. En forholdsvis stor ø (1,8 km), frodigt grøn natur på midten, vidunderlige strande, 7 restauranter og en pris der lå indenfor vores budget på 50.000.

Boformer
De fleste øer har 4 muligheder at vælge mellem hvoraf der kan være flere muligheder indenfor hver enkel. Hytter på land, på stranden, ude på vandet og så honeymoon suiter. Efter at have haft en water villa vil jeg aldrig prøve andet, det kan så meget anbefales. Virkelig smuk udsigt og man har privat sol terrasse. Derudover er man lidt væk fra småkravl som myrer og myg som kan være lidt irriterende inde på land. Honeymoon suiterne er fantastisk overdådige, koster en formue, og jeg ved faktisk ikke helt om de er prisen værd da jeg ikke så dem ”live”. Vi havde mulighed for at vælge mellem to slags water villaer: Dem med jacuzzi og dem uden. Vi fik brugt jacuzzien et par gange så ikke altafgørende, men de vendte den rigtige vej ud mod en fantastisk solopgang, så husk når I vælger hvilken side i vil bo på af øen lige at tænke udsigten med ;)

Antal dage
Vi valgte at have 3 dage i Dubai og derefter 8 dage på Maldiverne og det var helt fint. Vil sige at 14 dage er for meget medmindre man virkelig er god til at lave ingenting. Efter et par dage har man prøvet det hele, snorklet de fede steder, spist på de bedste restauranter, smagt alle de lækre drinks, set de smukke solnedgange og daset i det lækre sand, og så er det bare forfra og forfra og forfra, og det er super lækkert, men altså, 8 dage var nok for os!

All Inclusive?
Vi fik valget om vi ville vælge all inklusive eller ej, det kostede kun et par tusind ekstra og det var virkelig det værd. Især her på Kuramathi hvor man får mulighed for at spise på alle restauranterne og ikke mindst drikke alle de lækre drinks man overhovedet kan overkomme. Normalt synes jeg at all inklusive på ferier ikke er det bedste da det sætter nogen begrænsninger med at man er NØDT til at spise på hotellets restauranter og ikke kan spise de steder man gerne vil, men på Maldiverne er det stik modsat, All Inclusive gør netop her  at man har mulighed for at vælge alt. Og med de lækre drinks og hjemmelavet is de laver er pengene hurtigt tjent ind igen. I hvert fald for vores vedkommende.

Gode råd
- Selvom det altid er varmt på maldiverne kan det godt anbefales at have en god trøje med sig, ikke en strik sweater, men evt. bare en god cardigan til om aftenen. Langbukser er aldrig nødvendigt.
- Drikkepenge er ikke nødvendigt. Det er ikke meningen man skal rende rundt med sin pung på sig og tjenerne forventer derfor ikke noget. Men læg evt. et par dollars til dem der gør hytten ren og dem der bærer kufferterne. (Sørg vor at have fx Visa kort med og så ellers en masser 1 Dollars sedler til drikkepenge, så er du godt kørende).
- Solcreme er virkelig et must! Man bliver ekstremt hurtigt forbrændt af solen - selvom vi tit har været sydpå har vi aldrig oplevet noget lignende som her på Maldiverne. Vi blev lidt forbrændte første dag og det er super ærgeligt ikke at kunne få sol de efterfølgende dage, for der er ikke andet at lave end at være udendørs.
- Medbring evt. en god myggespray hjemmefra, midt på øen er der en del myg, ikke noget vi var generede af, men havde også sprayet os godt med beskyttelse.
- Maldiverne er et muslimsk land, så reglerne er lidt strikse. Fx fik man en bøde på 1000$ hvis man badede topløs!

Er der noget jeg har glemt at fortælle eller har I noget i gerne vil vide omkring Maldiverne så skriv endelig :) Har i udset jer et ressort I gerne vil vide mere om kan I evt. tjekke www.tripadvisor.com ud, der kan I finde masser af anmeldelser lavet af gæster der tidligere har boet på netop de øer.

Her til slut vil jeg da lige vise lidt billeder fra vores skønne skønne tur til Kuramathi, Maldiverne.

Bryllupsrejse Maldiverne Water villa 

Billeder fra den Water Villa vi boede i. Har man mulighed for at vælge selv, så vælg en der ligger ude for enden ligesom den her, det gjorde at vi havde meget bedre udsigt end dem der lå "i midten" af en klynge/række.

Bryllupsrejse Maldiverne solopgang
Bryllupsrejse Maldiverne solopgang 2
Da vi ankom til øen var der helt mørkt og vi kunne overhovedet ikke se ud over vandet. Da vi så vågnede dagen efter (må indrømme jeg allerede vågnede kl. 6!) var der denne smukke solopgang, vi var ude på terrassen og kigge lidt, men ellers tilbage under dynerne hvor vi kunne ligge og kigge ud på den skønne udsigt ud over vandet.

Bryllupsrejse Maldiverne Natur
bryllupsrejse Maldiverne Ringe 

Lidt billeder af den frodige natur på midten af øen. Der var de smukkeste planter, og sjove smådyr (bl.a. firben og store flagermus) men også masser af banantræer og ananasplanter. Hvis man var stille kunne man høre de store kokosnødder falde ned over det hele fra palmerne der var over alt på øen.

bryllupsrejse Maldiverne Drinks 

En af de mange skønne drinks man kunne nyde på stranden eller på restauranterne.

bryllupsrejse Maldiverne Udsigt 

Udsigten fra vores solterrasse

bryllupsrejse Maldiverne Enden af Kuramthi
bryllupsrejse Maldiverne Strand
bryllupsrejse Maldiverne sandaler 

Billeder fra de dejlige strande. Man kunne nærmest gå rundt om hele øen langs vandkanten. På den ene side af øen var der totalt lækker sandstrand, ligesom et postkort! På den anden side var der koralrev og de flotteste fisk. De var min første tur ud i snorklingens verden, men bestemt ikke den sidste!

Skriv en kommentar

Mit bryllup ♥ Fotovæg

En af de større DIY projekter jeg lavede til vores eget bryllup var fotovæggen. Vi ville gerne have gode/sjove billeder af alle gæsterne, men var ikke helt hooked på ideen med opstillede parbilleder. Derfor brugte jeg en lørdag sammen med min far på at lave denne fotovæg. Gæsterne tog så billeder af dem selv mens vi var ude med fotografen og blive fotograferet under receptionen – vi nåede dog selv med på et par stykker da vi kom tilbage. Vi er efterfølgende super glade for billederne, de er så kreative og sjove, og helt klart nogle vi kigger mere på end vi ville med traditionelt opstillede parbilleder. Jeg lover en af dagene lige at komme med en vejledning over hvordan fotovæggen laves.

Mit bryllup fotovæg

Skriv en kommentar

Mit bryllup ♥ Trash the Dress

Efter brylluppet overvejede jeg rigtig meget om jeg skulle springe ud i Trash the Dress billeder, som vel egentlig er en amerikansk idé hvor man tager nogle utraditionelle billeder i brudekjolen hvor man ikke er bange for at blive beskidt, og derfor har langt større frihed end på selve bryllupsdagen. På den ene side synes jeg det ville være rigtig ærgerligt måske at ødelægge kjolen, men på den anden side ville det være en lige så stor skam blot at gemme den væk under sengen i en kasse og sige det var så den kjole! Så derfor valgte jeg at gøre det! Der var ingen tvivl om hvem fotografen skulle være, Tina Liv havde  tidligere taget billeder af mig, og jeg knuselsker hendes stil som bare lige er mig! Og hun var lige så excited som mig over at skulle deltage i denne session.

Vi valgte den første weekend i september, og det var bare super heldigt, for vejret var fantastisk – efter sådan en sommer havde man ikke turde håbe på 24 grader, sol og vindstille – men sådan blev det! Og heldigvis, vi skulle nemlig i vandet! Billederne blev taget ved Oddesund i vandet og på stranden. Vi valgte vandet/stranden da det er en fantastisk måde at gøre kjolen beskidt på og få nogle billeder man bestemt ikke kunne tage på dagen, men uden at kjolen behøver at gå helt i stykker. Den er her efter en rensning faktisk så fin som da jeg købte den!

Trash the Dress på græs
Fotograf: Tina Liv

Vi startede stille og roligt ud med nogle billeder i græsset og på stranden. Men så var det tid til at komme i vandet. Puha, 17 grader ”varmt” vand… uhh, men efter et par minutter var det faktisk rigtig lækkert og nærmest koldt at komme op igen! Efter 1,5-2 timer var vi færdige og vi blev pakket ind i håndklæder og kørt hjem. Derefter stod den på et par ugers venten mens Tina redigerede dem og endelig kunne vi modtage dem.

Trash the dress i vand
Fotograf: Tina Liv

Billederne blev præcis som vi havde drømt om! Synes de emmer af romantik, ro og fordybelse til hinanden, samtidig med at der indimellem er nogle billeder der virkelig afspejler hvor sjovt vi også havde det, og de billeder viser bare virkelig hvem vi er som personer og som par! Tina har virkelig fanget de mest fantastiske små øjeblikke og kan slet ikke begrænse mig her, så derfor bliver der vist rigtig mange billeder fra denne session!

Trash the Dress på stranden
Fotograf: Tina Liv

Kjole: Maggie Sottero, model Annistion
Headpiece: Jannie Baltzer, model Agnes
Smykker: Dyrberg Kern
Jakkesæt: Masterhand (Sten Golman)

Skriv en kommentar
Follow my blog with Bloglovin