Too Much Tulle Blog | Bryllupsblog fuld af inspiration og DIY

FacebookBloglovinVimeoRSSKontakt

I ♥ Louboutin

Hvis et bryllup ikke er anledningen til at købe de skønneste sko, hvad er så? Mine absolut yndlingssko er mine Chrisitan Louboutin stilletter. De er FANTASTISKE at gå i. Selv efter flere timer klager fødderne ikke og jeg skulle ikke engang gå dem til.

Louboutin findes i alle prisklasser og højder, så man er ikke nød til at ende op med et par på 15 cm til en pris på 20.000 som mange tror. faktisk fåes mange af deres stilletter helt ned til 6-7 cm og fra omkring 3.500,- - hvilket jo også er en slat penge for et par sko ;)

Christian Louboution brude stiletter

christian Louboution bridal

www.Christianlouboutin.com er der en online shop hvor deres store udvalg kan ses. Er man mere til at prøve skoen først (hvilket måske godt kan anbefales hvis man ikke helt kender størrelsen, så findes der en fysisk butik her i København. Adressen er Grønnegade 6, og jeg kan klart anbefale en tur forbi - også selvom man bare kigger. De gange jeg har været der har jeg dog ikke set brudeskoene hos dem, men måske de ikke har alle på lager.

Forsåling

Nogle mener det er en dødsynd, men jeg har nu fået det gjort alligevel må jeg indrømme. Den røde bund under forsålen bliver ret hurtigt slidt, og må indrømme den godt kan smitte lidt af hvis den blir våd, det oplevede jeg i hvert fald selv. Jeg valgte derfor at få dem forsålet. Fik sat en lille rødgummi sål på forfoden. Kan anbefale skomager Itkin på Østerbro, han er vant til at arbejde med Louboutin sko, og mine blev rigtig fine. Ikke alle skomager har den rigtige røde sål, så det kan altså anbefales at finde en der har det ;) Farven er selvfølgelig ikke 100 % den samme og er ikke blank men derimod skridsikker - men selvom det godt kan ses en smule så er det altså ikke noget jeg synes gør noget, og man står super godt fast.

Skriv en kommentar

Blossom spring sale

Har du planer på torsdag? Ellers har jeg en idé! Hvad med at smutte forbi Vintage Brides forårs udsalg :)

vintage brude udslag

På denne tid af året er det en god ide at holde øje med udsalg i brudekjole butikker rundt omkring. De mange sommerbrude rundt omkring har efterhånden styr på deres smukke kjoler til dagen og butikkerne holder derfor ofte udsalg når det er "lav-sæson". bare lige et tip. Og en af de butikker der holder forårsudsalg er Vintage Bride på Frederiksberg - en super skøn butik ejet af søde Maria.

Kender du ikke Vintage Bride må du læse disse artiker.

♥ Læs om åbningnen af butikken i November samt Kristines historie om at vinde en brudekjole fra Vintage Bride HER

♥ Interview med ejeren Maria der fortæller om køb af brudekjoler og det at arbejde omgivet af skønne kjoler HER

Skriv en kommentar

Bryllupsrejse - New York & Caribien

Susanne og Søren valgte at tage på bryllupsrejse til New York og det sydlige Caribien da de blev gift i 2010.  Parret er netop blevet forældre til den sødeste lille pige Anna, og selvom det jo tager meget af deres tid har der alligevel været plads til at fortælle lidt om deres skønne bryllupsrejse, og det sætter jeg virkelig pris på :) Glæder mig til at vise jer endnu en skøn rejse der med garanti kan inspirere andre til at drage af sted mod Caribien – også selvom der skulle komme en lille orkan i vejen ;)

Destination(er):

Først 5 nætter i New York med lækker mad og masser af shopping!

Derefter 8 nætter i den allersydligste del af Caribien, der hedder St. Vincent og Grenadinerne. Vi var først 3 nætter på resort på Bequia, der ligger lige syd for hovedøen. Der var nedgang til privat strand, der var indbegrebet af paradis – især fordi vi havde det helt for os selv!

Dernæst var vi 3½ døgn på en 40 fods katamaran hos et sydafrikansk par i 50´erne. De har sejlet i Caribien i flere år og tager chartergæster med ind imellem som en indtægtskilde. De gør det dog ligeså meget fordi de synes det er hyggeligt og interessant og de har altid kun et enkelt par/familie med ad gangen. Vi får stadig mails fra dem ind imellem J

Vi blev sat af på Union Island, der er den sydligste af Grenadinerne og stort set u-turistet. Vi boede på All inclusive resort i 2 nætter og havde det hele for os selv.

Budget:

21.000 for alle flybilletter og 20.200 for rejsen i Caribien fra vi landede på Bequia til vi forlod Union Island. Det er med fuld pension på båden og på Amerindi Hotel på Union Island - det vil sige 5 ud af 8 nætter.

Vi fandt selv hostel i NY – vi gav 3.600 kr. for 5 nætter.

Antal dage:

14 dage / 13 nætter

Rejsetid:

Vi fløj direkte Kbh – Heathrow - NY – det tog ca. 11 timer inkl. ventetid. NY – Barbados tager 5 timer og Barbados – Bequia tager en times tid i propelfly. Turen hjem via Union Island – Barbados – London – Kbh tog 23 timer inkl. ventetid.

Hvilken dato blev i gift:

8. maj 2010

Dato for bryllupsrejse:

Vi var i Rom i 4 dage lige efter brylluppet (d. 11-15/5), men den rigtige bryllupsrejse var 21/10 – 5/11 2010.

bryllupsrejse caribien 1

bryllupsrejse caribien 2

bryllupsrejse caribien 3

Hvorfor valgte i netop denne destination for jeres bryllupsrejse:

Ingen af os er til 14 dages daseferie på det samme resort – der skal ske noget. Vi ville gerne et varmt sted hen og var ret hurtigt enige om Caribien, selvom vi også overvejede Hawaii – primært fordi det ikke var helt så langt væk. Vi valgte den sydlige del af Caribien, da den slet ikke er så turistet som den nordlige del (Bahamas, De Vestindiske Øer mv.) Vi lavede stop i New York først, da Søren aldrig havde været der og vi begge er glade for storby-ferie.

Hvad var den bedste oplevelse:

Helt klart dagene på katamaran i Caribien – på trods af orkanen Tomas! Det var ren afslapning, ejerne/værterne var vildt søde, vi fik hjemmelavet mad og følte os generelt virkelig tilpas og hjemme. Undervejs snorklede vi flere gange. Først korte ture ud for Bequia – der er det vildeste og flotteste liv under vandet med farvestrålende fisk overalt. Senere snorklede vi med havskildpadder i Tobago Keys og selvom orkanen havde gjort vandet lidt uklart, var det en fantastisk oplevelse, at være så tæt på de fascinerende dyr!

Gik der noget galt:

Tja, det kan man vel godt kalde det… Vi skulle være 3½ døgn på en 40 fods katamaran i Caribien, men endte med at bruge de første 2½ døgn på at ligge for anker på Bequia mens vi ventede på at orkanen Tomas skulle passere. Orkansæsonen var officielt ovre og derudover var det faktisk første gang i 60 år, at en orkan ramte præcis det område. Det var også værtsparrets første orkanoplevelse, hvilket gjorde det endnu mere særligt. Det var selvfølgelig vildt ærgerligt, men vi tog det som en oplevelse og vælger at se det som et ekstra krydderi på vores meget særlige bryllupsrejse.

Hvilke selskaber brugte I?

Det lille danske firma ’Once in a lifetime’ arrangerede alle flybilletter og hele rejsen i Caribien. De var virkelig søde og hjælpsomme og via mail og telefon lavede vi flere ændringer og tilpasninger, før vi endelig var helt tilfredse med planerne. De har selv rejst meget i Caribien og et af de steder vi boede, kendte de personligt ejerne, der var danske. Faktisk ringede denne ejer til mig 14 dage før vi skulle afsted og spurgte om vi havde nogen særlige ønsker til mad/drikke, da det var et all inclusive resort!

Vi stod selv for at finde overnatning i New York og valgte at bo på hostel, da vi jo nok skulle få Honey Moon-luksus i Caribien og så var der flere penge at shoppe for :) Vi boede på Big Apple Hostel lige ved Times Square og det var helt perfekt.

Gode råd til par der overvejer denne destination for deres bryllupsrejse:

Hvis man vil spise på de bedste restauranter i New York, skal man bestille bord i god tid (mindst en måned før) via nettet og aftalerne skal bekræftes via telefon dagen før reservationen.

Højsæsonen i Caribien starter 1/11 (når Hurricane Season slutter). Vi ankom til Caribien lige omkring 1/11, hvilket betød, at vi boede stort set alene på begge resorts. Det er der selvfølgelig også en charme i, men det kan også godt være lidt spøgelsesagtigt og vældig specielt, at folk kun er på arbejde, fordi man er der.

Orkanerne rammer stort set kun det nordlige Caribien, men vores historie bekræfter jo netop, at man ikke kan vide sig sikker.

St. Vincent og Grenadinerne er meget grønne udi turisme. F.eks. har Union Island (der ligger længst væk fra hovedøen) fået asfalteret vejene indenfor de sidste 4 år og lufthavnen, der mest bare var et hus, er fra 1995. Man bliver kigget på af de indfødte og man skal ikke gå rundt helt alene – slet ikke som kvinde. Vi gik rundt sammen og det var der ikke noget problem i.

Det er dyrere at tage til Caribien end f.eks. Thailand, men den sydlige del er klart billigere end den nordlige. Desværre er det jo så noget dyrere (og mere besværligt) at komme dertil.

Generelt er Caribien et smukt sted og vi vil rigtig gerne tilbage :)

bryllupsrejse caribien 5

bryllupsrejse caribien 6

bryllupsrejse caribien 7

bryllupsrejse caribien 8

Skriv en kommentar

10 smukke tasker

Noget af det jeg havde rigtig svært ved at finde til mit eget bryllup var en lille fin taske. Faktisk var jeg lidt i tvivl om det overhovedet var nødvendigt, for ville den ikke bare være i vejen? Jeg valgte dog til sidst at anskaffe mig en alligevel for kunne godt se det praktiske at have et sted at opbevare mobiltelefon og lipgloss mens vi var rundt til fotograferingen. Mobiltelefon i gommens lomme ser nemlig ikke godt ud på billederne - bare lige et tip ;)

Men jeg synes virkelig jeg kæmpede en kamp med at finde en sød lille hvid blondetaske, men købte til sidst en meget fin en fra England mener jeg, husker desværre ikke sælgeren. Jeg forstår dog slet ikke i dag hvorfor jeg havde så svært ved at finde en, for Etsy VRIMLER jo med skønne tasker.

Jeg har her udvalgt 10 styks som jeg alle synes er skønne på hver deres finurlige måde.

Bryllupstasker
Links de forskellige forhandlere: | Taske 1 | Taske 2 | Taske 3 | Taske 4 | Taske 5 | Taske 6 | Taske 7 | Taske 8 | Taske 9 | Taske 10 |

Og har ingen af disse tasker liiiige det touch du står og mangler til dit bryllupslook så husk selv at smutte forbi Etsy, der er så mange fine tasker i tusind farver hvis nu din bryllupstaske ikke skal gå i et med kjolen ;)

Skal tasken matche kjolens hvide farve?
Efter min mening er det ikke nødvendigt. Jeg er lidt modstander af at alt behøver at være helt samme hvide nuance. Min kjole var ivory og min taske var helt hvid og det gjorde altså ingen ting. Faktisk var der flere hvide nuancer på tasken og synes kun det var helt fint. Kjolen ser ikke spor beskidt ud ;)

Hvor stor skal tasken være?
Det afhænger jo meget af hvad du vil proppe i den og måske om du har tænkt dig at bruge den efterfølgende? jeg troede faktisk min ville være godt tom, men endte med at have en heeelt masse i den. Mobiltelefon, lidt makeup til i løbet af dagen, stoflommetørklæde og et lille spejl.

Hvad gør man af tasken?
Det var faktisk noget af det jeg var mest spændt på, for man ser jo aldrig en brud stå med en taske på billederne. Og jeg må faktisk indrømme at jeg det meste af dagen ikke havde nogen ide om hvor min taske vandrede rundt. I kirken gav jeg den til kirketjeneren da jeg ankom, da vi fik taget billeder havde jeg den med men tror min veninde holdte den, under middagen havde jeg den på bordet eller bag stolen og i løbet af aftenen aner jeg faktisk ikke hvor den har været, men nogen har passet fint på den for jeg havde den da med hjem dagen efter. Så hvis du undlader en taske fordi du er bange for at gå og slæbe på den hele tiden, så behøver det ikke være en forhindring, der er masser af folk der gerne vil hjælpe med at passe på den i løbet af dagen :)

Husk at læse artiklen om at handle på Etsy HER hvis du ikke tidligere har prøvet det, det er ikke spor farligt ♥

Skriv en kommentar

Ane ♥ Casper

GLÆDELIG PÅSKE(FERIE!) De næste par dage trækker jeg stikket ud og nyder tiden med familien og forhåbentlig en masse god påskemad og hygge. Men inden jeg gør det hiver jeg jer med et år tilbage da Ane og Casper blev viet i New York på 2. påskedag 2011. Wauw hvor er NY bare en perfekt baggrund til skønne og sjove bryllupsbilleder! Og Forår i NY ser bestemt lækkert ud. Er selv i gang med at planlægge en tur derover her til sommer, og de her bryllupsbilleder får mig da kun til at glæde mig endnu mere!

 Vielse i New York

 Hvilken type bryllup holdte I?

Vi blev gift på Rådhuset i New York i april og holdt bryllupsfest herhjemme med udendørsvielse i september.

Selve vielsen foregår således:

På selve dagen kommer man op, trækker et nummer og venter på det bliver ens tur (der var mange den dag vi var der pga påsken og vi ventede ca en time ialt) så skriver man under på at man vil giftes og så venter man lidt på at det bliver ens tur og så kommer man ind og bliver viet. Vielsen tager ca 1-2 minutter og så er man gift J

Hvad var den bedste oplevelse på dagen?

Vores vielse i New York var meget intens og samtidig afslappet da der kun var os to. Det var skønt at vi ikke havde andre end os selv at tage hensyn til, og at vi fra morgenen af f.eks. snakkede om at vente til dagen efter da der var lidt overskyet. Det kunne vi jo sagtens, det var jo bare os to. Vi valgte dog at gøre det alligevel, og vejret artede sig over al forventning J

Jeg synes enhver brud fortjener at gå i gaderne på Manhattan og gennem Central Park i sin brudekjole en varm forårsdag. Al den opmærksomhed og kærlighed man oplever fra folk omkring er ubeskrivelig ♥

Gik der noget galt? 

Egentlig ikke som sådan. Jeg kan se efter vi er kommet hjem at jeg gerne ville have haft nogle flere billeder fra fotografen med selve byen, fx Times Square, Flatiron Building, subwayen osv. Ville også gerne have billeder fra Rockefeller center eller Empire State Building så vi havde billeder med udsigten. Men man kan jo blive ved, og jeg er meget meget glad for de billeder vi har!

Hvor lang tid var i om at planlægge brylluppet og hvad var den største udfordring?

Vores største udfordring med at planlægge brylluppet var at finde ud af hvad vi gerne ville. Vi havde en masse drømme, tanker, idéer og kunne slet ikke blive enige med os selv og hinanden om hvad vi egentlig gerne ville. Men vi fandt et kompromis som var det helt rigtige for os! En rejse hvor vi fik vores intime og unikke vielse i New York. Og en dag med bryllupsfest og udendørsceremoni hvor jeg blev fulgt op af min far, og vi holdt en storslået fest hvor vi kunne fejre os selv og vores kærlighed med vores nærmeste.

 Bryllupsbilleder New York

Har det ændret jer som par at blive gift?

Det synes jeg ikke. Vi har været sammen i mange år før vi blev gift, så vi kender hinanden på godt og ondt. Til gengæld synes vi det er rigtig hyggeligt at være gift og have et familienavn. Her næsten 1 år efter vielsen giver det stadig lidt kriller i maven når man skal skrive eller sige sit fulde navn J

Gode råd til kommende brudepar der ønsker at blive gift i udlandet/NY?

Først og fremmest skal man overveje om man ønsker en personlig ceremoni eller en hurtig og almindelig vielse på rådhuset. Vi valgte sidstnævnte og det er altså ikke mere romantisk end hvad man gør det til :)

Hvis man ønsker at blive gift i et andet land, er det vigtigt at man hjemmefra undersøger reglerne for det enkelte land, stat, by osv. Hvilke papirer der skal bruges, prisen for vielse, særlige tidspunkter/deadlines, krav om vidner osv.

Vi havde brugt rigtig meget tid på at undersøge reglerne for at være sikre på at vi kunne bliver gift i New York. Vi fandt de officielle regler her men I vores søgen faldt vi over flere steder hvor der stod at vi skulle have forskellige papirer med. Vi havde begge vores dåbsattester med og en international vielsesesattest/ægteskabserklæring herhjemmefra, men da vi var derovre var det kun vores pas vi skulle bruge for at kunne blive gift derovre.

Nedenfor har vi listet de ting man skal være særligt opmærksomme på ved vielse i New York:

Der findes en regel de kalder 24-timers reglen. Den betyder at man skal møde op på rådhuset med sine pas og udfylde en ”marriagelicense” og når man har fået den udleveret, skal der minimum gå 24 timer før man kan blive viet (for at undgå spontane ”Las Vegas” bryllupper)

Man kan kun blive viet indenfor rådhuset almindelige åbningstid som er noget i stilen med 9-15 i hverdage, lukket i weekenden og på helligdage (husk at deres helligdage ikke følger vores. Vi blev gift 2. påskedag, det var en helt almindelig hverdag derovre).

Man skal selv stille 1 vidne til rådighed. Vi var alene af sted, og var ikke sikre på hvad vi ville gøre mht vidne, men var ikke bekymret. Vi tænkte at om ikke andet, så kunne vi finde en person på gaden som måske ville gøre det for os. Men da vi fandt os en fotograf, kunne vi bruge ham som vidne.

De eneste ”officielle papirer” man skal medbringe hjemmefra er pas.

De regler vi har trukket frem er dem der var gældende for os. Jeg ved at der gælder nogle andre/flere regler hvis man fx er af samme køn, har været gift før, ønsker vielse et andet sted end rådhuset osv.

Et andet godt råd er at det er en god idé at have nogle dage derovre inden man skal giftes hvis der er nogle detaljer man ikke har helt styr på. Fotograf, makeup artist, frisør, restaurant, accesories osv. fandt vi først da vi var derovre. Fotografen var en af to fyre der stod udenfor rådhuset som tilbød at gå med ind og tage billeder under vielsen. Vi mødte ham da vi hentede vores marriagelicense, og aftalte med ham hvad vi gerne ville på dagen, og hvilke locations vi gerne ville bruge osv. Det var en stor fordel at have en lokal fotograf, da han kendte byen og nogle fede locations.

Frisøren og makeup artisten mødte vi da vi var i en brudebutik hvor jeg købte mit birdcage. Det var nogle helt fantastiske piger, og får mine varmeste anbefalinger!

Til sidst vil vi bare lige sige at hvis man ønsker at blive gift i udlandet, så er det ikke en større udfordring end hvad man selv gør det til. Det vigtigste er at begge parter er enige om hvad man vil. Selvom vi er rigtig glade for vores beslutning om at blive gift i udlandet helt alene, er vi også meget glade for at vi valgte at holde en ceremoni og fest herhjemme efterfølgende. Det betød meget for mig at blive fulgt op af min far. Det betød også meget for os at fejre vores bryllup med alle de mennesker som betyder noget for os. Begge dage har været fantastiske og at holde bryllup på den måde, var uden tvivl det bedste valg for os ♥

 Bryllupsbilleder New York 2

Skriv en kommentar
Follow my blog with Bloglovin