Kom med et smut over atlanterhavet når vi tager med Ane og Casper på deres skønne skønne bryllupsrejse.
Destination(er):
New York. Mexico, Cancun. Miami
Budget:
Rejsen kostede 38.000. Med i rejsen var fly Kbh-London-JFK. Hotel i New York 4 nætter i Tribeca, middelstandart. Fly JFK-Cancun. 10 nætter i Deluxe junior suite oceanfront på Now Sapphire Riviera Cancun med all inclusive. Fly Cancun-Miami. Hotel i Miami 3 nætter incl morgenmad, ok standard. Fly Miami-London-Kbh
Derudover brugte vi penge på tog Århus-København og transport til/fra lufthavnene.
Mht lommepenge er det jo en meget individuel sag. Vi elsker at shoppe, og brugte lidt mange penge på det især i New York :-)
Men det eneste vi reelt set skulle bruge penge på var mad og drikke i New York og Miami.
Antal dage:
20 dage
Rejsetid:
Fra Kbh til New York var rejsetiden 9 timer med mellemlanding. Fra JFK til Cancun 4 timer. Fra Cancun til Miami 1,5 time. Fra Miami til Kbh 12 timer med mellemlanding.
Hvilken dato blev i gift:
24. september 2011
Dato for bryllupsrejse:
25. september 2011
Hvorfor valgte i netop denne destination for jeres bryllupsrejse:
Vi ville gerne opleve noget helt nyt. Det skulle være udenfor Europa, vi ville gerne afsted ca 3 uger og det skulle være en rejse som vi nok ikke ville komme på ellers. Sådan "lidt mere luksus" end hvad man plejer, og gerne med flere destinationer. Vi havde kigget på Mauritius, Maldiverne, Fiji o.lign. men det var en hel del dyere at komme disse steder. Vi faldt pladask for Mexico I vores søgen på forskellige destinationer. Det opfyldte alle vores krav, var indenfor vores budget og vi kunne kombinere det med vores højt elskede New York ♥
Hvad var den bedste oplevelse:
Altså bare det at være på bryllupsrejse var simpelthen en fantastisk oplevelse i sig selv. Vi rejste dagen efter brylluppet og var stadig helt høje af oplevelsen.
New York var fantastisk (som altid!), men vi oplevede ikke så meget nyt, men kom til alle vores kendte steder som vi knuselsker!
I Mexico var alt simpelthen så luksus, og vi boede nærmest PÅ stranden i det lækreste værelse med jacuzzi på terrassen. Det var FANTASTISK at alt var inklusiv og at man aldrig havde taske/pung på sig for man skulle jo ikke betale nogen steder.
På vores resort var der 7 forskellige spisesteder med forskellig standart. Alt fra cafe med lækre kager og kaffe i alle afskygninger, mexicansk buffet med alverdens specialiteter, sushi og asiatisk restaurant til den fineste franske cuisine hvor der var dresscode med lang kjole til damerne og lukkede sko og langbukser til herrene.
Der var adskillige barer og aktiviteter på hotellet, så man aldrig kedede sig. Der var mulighed for spa-behandlinger (det var dyrt så vi prøvede det kun 1 gang) Man kunne låne tennisbaner, bordtennisborde, bolde, spil osv. alt det man ville. Der var et aktivitetsteam der hver dag stod for arrangementer såsom Yoga, cykelture, beachvolley, fodbold, watervolley, prøvedyk, salsa, bingo, sushilessons, sejlads, vandaerobic, cigarrulning m.m.
I Mexico var vi kun udenfor resortet 4 gange. Vi var på en cykeltur til en lokal fiskerby, på snorkeltur ved nærliggende koralrev, en halvdags tur til Playa Del Carmen som er en lille turistby med shopping, caféer, restauranter m.m. Og så havde vi en heldagstur til Chitchén Itzá (et af verdens syv nye vidundere) som er en ruinby med templer osv. Og hvor man kommer tæt på Maya indianererne og deres livstil. Det var meget spændende og dejligt med noget kulturelt og lokalt når man nu havde været afslappet turist på luksusresort i længere tid.
Miami var for os ikke noget specielt, men vi kom jo også fra 12 dage i høj høj luksus. Det var fint at se stranden, byen osv. Men det er ikke et sted vi synes vi skal opleve igen. Vi var dog ikke i Key West, Everglades osv, da vi havde få dage og afstanden er stor.
Gik der noget galt:
Der gik som sådan ikke noget galt.
Vi rejste dagen efter brylluppet, efter 3-4 timers søvn på et hotel. Det kræver meget planlægning og koordinering at rejse lige efter brylluppet. (fx at vi havde afleveret vores bagage på hotellet dagen før og havde en taske med tøj til at rejse i og som vi kunne pakke vores bryllupstøj i, som så blev anbragt i et "bagagerum" på hotellet og blev afhentet af min mor)
Vi var meget trætte da vi ankom til New York, men ville så gerne have noget ud af vores dage derovre. På 2. dagen ville vi lige sove 1 time om eftermiddagen fordi vi var helt udkørte, hvilket resulterede i at vi vågnede kl. 23 og besluttede at vi nok bare skulle sove til næste dag.
Vi havde meget bevidst valgt at vi ville rejse med det samme så det hele hang sammen og vi synes det var en meget romantisk tanke at tage direkte fra festen og på honeymoon. Det var det også (måske ikke lige kl. 7 søndag morgen da vi skulle slæbe os afsted til toget) og vi fortryder ikke vores valg. Til andre vil vi dog sige at nogle dage hjemme ml fest og rejse vil være gode hvis man ikke har nogen der kan stå for alt "efterbehandling" af brylluppet. Min mor tog sig af alt med gaver, kuffert, oprydning osv osv. Vi havde også aftalt at hun skulle stå for gavebytning hvis det var aktuelt indenfor de 3 uger, men det var det heldigvis ikke. Hun var virkelig GULD VÆRD og havde det ikke været for hende havde vi aldrig kunnet nyde vores rejse på samme måde. Men man nåede ikke helt at fordøje alle indtryk, og vi fik næsten ikke snakket med vores gæster efter festen. Så da vi kom hjem 3 uger efter, var det jo pludselig "længe siden" vi havde holdt bryllup.
Vi fortryder ikke at vi gjorde som vi gjorde, men folk bør overveje om de har overskud til at planlægge både bryllup og bryllupsrejse oveni hinanden. Der skal jo pakkes og koordineres lidt til 3 uger.
-dog var det som at få bryllupsgaver 2 gange, da vi have "glemt" nogle af gaverne, så da vi kom hjem var det som at få dem på ny :-)
Hvilke selskaber brugte I?
Nyhavnrejser arrangerede hele turen. Vi fløj med British Airways og American Airlines. Boede på Cosmopolitan Tribeca Hotel, Now Sapphire Riviera Cancun, Wyndham Garden Miami South Beach.
Vi havde ikke bestilt nogle ture hjemmefra da vores erfaring er at det kan fåes billigere når man er afsted. Vores heldagstur i Mexico kostede halvt så meget for os, købt på stranden af en mand med bar overkrop og solhat, som et amerikansk par havde givet hjemmefra.
Gode råd til par der overvejer denne destination for deres bryllupsrejse:
I New York var vejret skønt, og ikke for varmt til storbysferie. I Mexico var der orkansæson, som gjorde at det var lavsæson. Vi synes dog at vejret var fantastisk, nogle dage for varmt og nogle dage med regn. Men regnvejret var oftest en hurtig og meget voldsom skylle og efter 1 time var der høj sol og skyfri himmel igen. I Miami var vejret fantastisk.
Mht drikkepenge, gav vi en del på resortet. Det er ikke noget man skal, men de er meget taknemmelige for 1-2 dollars efter et måltid. Vi gav dog tit 100 pesos (50 kr) da vi ikke havde små sedler hele tiden, og da man aldrig rigtig brugte nogle penge synes 50 kr her og der jo ikke af meget - men det løber da op, og er som sagt ikke nødvendigt. Hav rigtig mange 1 dollars sedler med, det havde amerikanerne. (Det er jo ikke nødvendigt at give drikkepenge, det er jo helt valgfrit og op til den enkelte person)
Amerikanske dollars kan bruges alle steder, så man behøver ikke Pesos, som er deres lokale møntfod. Nogle gange er tingene dog helt skævt i de forskellige valuta, hvor det nogle gange er billigere at betale med dollars, andre gange med pesos.
Det var ikke nødvendigt at blive vaccineret inden vi tog afsted, men vi er dog begge stivkrampevaccineret i forvejen.
Mange synes Mexico var et mærkeligt sted at tage på bryllupsrejse og de fleste synes det lød meget farligt. Vi oplevede på intet tidspunkt at være utrygge. Cancun området er et meget turistet område med mange af de her luksusresorter. Sikkerheden er meget høj, og hele resortet er "lukket inde" og der går hele døgnet personale rundt på resortet. Det lyder måske som om man bliver "bevogtet", men det føles på ingen måde sådan og der gik flere dage før det gik op for hvor høj sikkerheden var på stedet.
Der findes utallige resorts og standarten er høj alle steder, men alligevel oplevede vi at der var stor forskel på de enkelte steder. Både hvad vi synes vi kunne se udefra, og hvad folk fortalte. Vi var der 12 dage, og det var rigtig fint, mange er der 4-7 dage. (De turister der er, er stort set alle amerikanere, og de var meget overraskede over at vi kunne tage 3 ugers ferie, så de holder nok ferie på en lidt anden måde og generelt i kortere tid.)
Vi nød det meget, men var glade for at have et par dage udenfor resortet. Der var 7 forskellige steder at spise, men alligevel synes vi det blev lidt ensformigt (hver dag havde 2 restauranter lukket på skift da det var udenfor sæsonen)
Det var godt at der var forskellige aktiviter, da jeg ellers synes det ville være lige kedeligt nok med 12 dages ren afslapning. Andre kunne leve sådan for evigt, vi er jo alle forskellige...
I løbet af vores 3 ugers bryllupsrejse prøvede vi alt fra det vildeste luksus med spa, afslapning og massage, storbysferie, strand-pool-vand-snorkling, lækker og meget forskellig mad, lækre (gratis!) drinks i lange baner, oplevede et af verdens (nye) vidundere, kulturelle oplevelser og meget meget mere. Vi kunne ikke ønske os andet og fortryder på ingen måder at have brugt så mange penge på en bryllupsrejse, da det var en unik og fantastisk oplevelse! Man får kun mulighed for at være "honeymooners" én gang, forspild endelig ikke den chance!!
Tusind tak til Ane og Casper for at fortælle om deres lækre bryllupsrejse ♥
Husk du stadig kan finde de andre artikler og bryllupsrejse-interviews her på bloggen:
- Thailand
- Bali
- Maldiverne
- Det Indiske Ocean
Skriv en kommentar