Too Much Tulle Blog | Bryllupsblog fuld af inspiration og DIY

FacebookBloglovinVimeoRSSKontakt

Agent Provocateur

Dagens indlæg burde næsten have været et weekendindlæg, for det er lidt til den frække side... men så må det blive en fræk mandag, for havde simpelthen så travlt i weekenden at jeg ikke nåede at få det skrevet færdigt.

Må simpelthen vise lidt sneak peeks fra Agent Provocateurs bridal collection. Super elegant og samtidig sexet kollektion, synes det er en af de flottere og kunne sagtens være fristet til at bære det selvom det ikke er til under brudekjolen!

agent provocatuer undertøj bridal

Men hvem siger at brudeundertøjet overhovedet behøver være hvidt? Det kan selvfølgelig have sine fordele hvis kjolen er lidt gennemsigtig i det (kan de sagtens være hvis stoffet er tyndt) eller hvis der er chance for at bh'en titter over udskæringen, men ellers burde der ingen ting være i vejen for at bære en anden farve end hvid hvis man mere er til det. Ellers kan det jo være man skifter til bryllupsnatten - eller hvad med til et lækkert boudoir shoot?

agent provocateur classics

Agent Provocateur har en fysisk butik i København, men har også en netbutik


 

Skriv en kommentar

Bryllupsrejse - New York & Mexico

Kom med et smut over atlanterhavet når vi tager med Ane og Casper på deres skønne skønne bryllupsrejse.

Destination(er):

New York. Mexico, Cancun. Miami

Budget:

Rejsen kostede 38.000. Med i rejsen var fly Kbh-London-JFK. Hotel i New York 4 nætter i Tribeca, middelstandart. Fly JFK-Cancun. 10 nætter i Deluxe junior suite oceanfront på Now Sapphire Riviera Cancun med all inclusive. Fly Cancun-Miami. Hotel i Miami 3 nætter incl morgenmad, ok standard. Fly Miami-London-Kbh

Derudover brugte vi penge på tog Århus-København og transport til/fra lufthavnene.

Mht lommepenge er det jo en meget individuel sag. Vi elsker at shoppe, og brugte lidt mange penge på det især i New York :-)

Men det eneste vi reelt set skulle bruge penge på var mad og drikke i New York og Miami.

Antal dage:

20 dage

Rejsetid:

Fra Kbh til New York var rejsetiden 9 timer med mellemlanding. Fra JFK til Cancun 4 timer. Fra Cancun til Miami 1,5 time. Fra Miami til Kbh 12 timer med mellemlanding.

Hvilken dato blev i gift:

24. september 2011

Dato for bryllupsrejse:

25. september 2011

Bryllupsrejse new york
bryllupsrejse mexico
honeymoon mexico

 

Hvorfor valgte i netop denne destination for jeres bryllupsrejse:

Vi ville gerne opleve noget helt nyt. Det skulle være udenfor Europa, vi ville gerne afsted ca 3 uger og det skulle være en rejse som vi nok ikke ville komme på ellers. Sådan "lidt mere luksus" end hvad man plejer, og gerne med flere destinationer. Vi havde kigget på Mauritius, Maldiverne, Fiji o.lign. men det var en hel del dyere at komme disse steder. Vi faldt pladask for Mexico I vores søgen på forskellige destinationer. Det opfyldte alle vores krav, var indenfor vores budget og vi kunne kombinere det med vores højt elskede New York ♥

Hvad var den bedste oplevelse:

Altså bare det at være på bryllupsrejse var simpelthen en fantastisk oplevelse i sig selv. Vi rejste dagen efter brylluppet og var stadig helt høje af oplevelsen.

New York var fantastisk (som altid!), men vi oplevede ikke så meget nyt, men kom til alle vores kendte steder som vi knuselsker!

I Mexico var alt simpelthen så luksus, og vi boede nærmest PÅ stranden i det lækreste værelse med jacuzzi på terrassen. Det var FANTASTISK at alt var inklusiv og at man aldrig havde taske/pung på sig for man skulle jo ikke betale nogen steder.

På vores resort var der 7 forskellige spisesteder med forskellig standart. Alt fra cafe med lækre kager og kaffe i alle afskygninger, mexicansk buffet med alverdens specialiteter, sushi og asiatisk restaurant til den fineste franske cuisine hvor der var dresscode med lang kjole til damerne og lukkede sko og langbukser til herrene.

Der var adskillige barer og aktiviteter på hotellet, så man aldrig kedede sig. Der var mulighed for spa-behandlinger (det var dyrt så vi prøvede det kun 1 gang) Man kunne låne tennisbaner, bordtennisborde, bolde, spil osv. alt det man ville. Der var et aktivitetsteam der hver dag stod for arrangementer såsom Yoga, cykelture, beachvolley, fodbold, watervolley, prøvedyk, salsa, bingo, sushilessons, sejlads, vandaerobic, cigarrulning m.m.

I Mexico var vi kun udenfor resortet 4 gange. Vi var på en cykeltur til en lokal fiskerby, på snorkeltur ved nærliggende koralrev, en halvdags tur til Playa Del Carmen som er en lille turistby med shopping, caféer, restauranter m.m. Og så havde vi en heldagstur til Chitchén Itzá (et af verdens syv nye vidundere) som er en ruinby med templer osv. Og hvor man kommer tæt på Maya indianererne og deres livstil. Det var meget spændende og dejligt med noget kulturelt og lokalt når man nu havde været afslappet turist på luksusresort i længere tid.

Miami var for os ikke noget specielt, men vi kom jo også fra 12 dage i høj høj luksus. Det var fint at se stranden, byen osv. Men det er ikke et sted vi synes vi skal opleve igen. Vi var dog ikke i Key West, Everglades osv, da vi havde få dage og afstanden er stor.

Gik der noget galt:

Der gik som sådan ikke noget galt.

Vi rejste dagen efter brylluppet, efter 3-4 timers søvn på et hotel. Det kræver meget planlægning og koordinering at rejse lige efter brylluppet. (fx at vi havde afleveret vores bagage på hotellet dagen før og havde en taske med tøj til at rejse i og som vi kunne pakke vores bryllupstøj i, som så blev anbragt i et "bagagerum" på hotellet og blev afhentet af min mor)

Vi var meget trætte da vi ankom til New York, men ville så gerne have noget ud af vores dage derovre. På 2. dagen ville vi lige sove 1 time om eftermiddagen fordi vi var helt udkørte, hvilket resulterede i at vi vågnede kl. 23 og besluttede at vi nok bare skulle sove til næste dag.

Vi havde meget bevidst valgt at vi ville rejse med det samme så det hele hang sammen og vi synes det var en meget romantisk tanke at tage direkte fra festen og på honeymoon. Det var det også (måske ikke lige kl. 7 søndag morgen da vi skulle slæbe os afsted til toget) og vi fortryder ikke vores valg. Til andre vil vi dog sige at nogle dage hjemme ml fest og rejse vil være gode hvis man ikke har nogen der kan stå for alt "efterbehandling" af brylluppet. Min mor tog sig af alt med gaver, kuffert, oprydning osv osv. Vi havde også aftalt at hun skulle stå for gavebytning hvis det var aktuelt indenfor de 3 uger, men det var det heldigvis ikke. Hun var virkelig GULD VÆRD og havde det ikke været for hende havde vi aldrig kunnet nyde vores rejse på samme måde. Men man nåede ikke helt at fordøje alle indtryk, og vi fik næsten ikke snakket med vores gæster efter festen. Så da vi kom hjem 3 uger efter, var det jo pludselig "længe siden" vi havde holdt bryllup.

Vi fortryder ikke at vi gjorde som vi gjorde, men folk bør overveje om de har overskud til at planlægge både bryllup og bryllupsrejse oveni hinanden. Der skal jo pakkes og koordineres lidt til 3 uger.

-dog var det som at få bryllupsgaver 2 gange, da vi have "glemt" nogle af gaverne, så da vi kom hjem var det som at få dem på ny :-)

Hvilke selskaber brugte I?

Nyhavnrejser arrangerede hele turen. Vi fløj med British Airways og American Airlines. Boede på Cosmopolitan Tribeca Hotel, Now Sapphire Riviera Cancun, Wyndham Garden Miami South Beach.

Vi havde ikke bestilt nogle ture hjemmefra da vores erfaring er at det kan fåes billigere når man er afsted. Vores heldagstur i Mexico kostede halvt så meget for os, købt på stranden af en mand med bar overkrop og solhat, som et amerikansk par havde givet hjemmefra.

Gode råd til par der overvejer denne destination for deres bryllupsrejse:

I New York var vejret skønt, og ikke for varmt til storbysferie. I Mexico var der orkansæson, som gjorde at det var lavsæson. Vi synes dog at vejret var fantastisk, nogle dage for varmt og nogle dage med regn. Men regnvejret var oftest en hurtig og meget voldsom skylle og efter 1 time var der høj sol og skyfri himmel igen. I Miami var vejret fantastisk.

Mht drikkepenge, gav vi en del på resortet. Det er ikke noget man skal, men de er meget taknemmelige for 1-2 dollars efter et måltid. Vi gav dog tit 100 pesos (50 kr) da vi ikke havde små sedler hele tiden, og da man aldrig rigtig brugte nogle penge synes 50 kr her og der jo ikke af meget - men det løber da op, og er som sagt ikke nødvendigt. Hav rigtig mange 1 dollars sedler med, det havde amerikanerne. (Det er jo ikke nødvendigt at give drikkepenge, det er jo helt valgfrit og op til den enkelte person)

Amerikanske dollars kan bruges alle steder, så man behøver ikke Pesos, som er deres lokale møntfod. Nogle gange er tingene dog helt skævt i de forskellige valuta, hvor det nogle gange er billigere at betale med dollars, andre gange med pesos.

Det var ikke nødvendigt at blive vaccineret inden vi tog afsted, men vi er dog begge stivkrampevaccineret i forvejen.

Mange synes Mexico var et mærkeligt sted at tage på bryllupsrejse og de fleste synes det lød meget farligt. Vi oplevede på intet tidspunkt at være utrygge. Cancun området er et meget turistet område med mange af de her luksusresorter. Sikkerheden er meget høj, og hele resortet er "lukket inde" og der går hele døgnet personale rundt på resortet. Det lyder måske som om man bliver "bevogtet", men det føles på ingen måde sådan og der gik flere dage før det gik op for hvor høj sikkerheden var på stedet.

Der findes utallige resorts og standarten er høj alle steder, men alligevel oplevede vi at der var stor forskel på de enkelte steder. Både hvad vi synes vi kunne se udefra, og hvad folk fortalte. Vi var der 12 dage, og det var rigtig fint, mange er der 4-7 dage. (De turister der er, er stort set alle amerikanere, og de var meget overraskede over at vi kunne tage 3 ugers ferie, så de holder nok ferie på en lidt anden måde og generelt i kortere tid.)

Vi nød det meget, men var glade for at have et par dage udenfor resortet. Der var 7 forskellige steder at spise, men alligevel synes vi det blev lidt ensformigt (hver dag havde 2 restauranter lukket på skift da det var udenfor sæsonen)

Det var godt at der var forskellige aktiviter, da jeg ellers synes det ville være lige kedeligt nok med 12 dages ren afslapning. Andre kunne leve sådan for evigt, vi er jo alle forskellige...

I løbet af vores 3 ugers bryllupsrejse prøvede vi alt fra det vildeste luksus med spa, afslapning og massage, storbysferie, strand-pool-vand-snorkling, lækker og meget forskellig mad, lækre (gratis!) drinks i lange baner, oplevede et af verdens (nye) vidundere, kulturelle oplevelser og meget meget mere. Vi kunne ikke ønske os andet og fortryder på ingen måder at have brugt så mange penge på en bryllupsrejse, da det var en unik og fantastisk oplevelse! Man får kun mulighed for at være "honeymooners" én gang, forspild endelig ikke den chance!!

bryllupsrejse mexico tempel
bryllupsrejse mexico 2
bryllupsrejse mexico 3

Tusind tak til Ane og Casper for at fortælle om deres lækre bryllupsrejse ♥

Husk du stadig kan finde de andre artikler og bryllupsrejse-interviews her på bloggen:

- Thailand

- Bali

- Maldiverne

- Det Indiske Ocean

Skriv en kommentar

Bryllupsrejse - Thailand

Så er jeg endnu engang klar til at tage jer med en tur på bryllupsrejse :) Denne gang får vi lov at følge søde Mette og Brian til Thailand.

Destination(er):

Kata Beach, Phuket, Thailand. (+ en 2-dages udflugt til Khao Sok, Thailand)

Budget:

Selve rejsen (fly + hotel) kostede ca. 25.000. Lommepenge (inkl. mad, ture og halvdyre souvenirs) har vi vel brugt omkring 15.000-20.000 (Puha, det er helt skræmmende at tænke på nu, haha!)

Antal dage:

15 (14 overnatninger)

Rejsetid:

Fra DK til Phuket tog ca. 11-12 timer. Hele turen fra Aalborg (til Kbh) til Kata på Phuket tog vist omkring 20 timer, fordi vi skulle vente en del timer i Kastrup lufthavn for at få det til at passe med flyene.

Hvilken dato blev i gift:

9. juli 2011

Dato for bryllupsrejse:

12. juli 2011

 bryllupsrejse thailand

Hvorfor valgte i netop denne destination for jeres bryllupsrejse:

Vi havde egentlig først tænkt, at vi ville til Egypten, men der var ballade i Egypten, da vi skulle bestille rejse, så det turde vi ikke. Jeg ville gerne udenfor Europa, og derfor foreslog rejseagenten at vi kunne tage til Thailand. Vi tænkte over det, og blev enige om at det ville være helt perfekt for os. Vi ville gerne et sted hen, hvor vi kunne kombinere afslapning i poolen med nogle ture, hvor vi kunne opleve noget. Vi ville også begge gerne kunne opleve noget andet kultur end vi kender hjemmefra. Og så faldt vi pladask for tanken om at kunne ride på elefanter, da vi begge er helt vilde med dyr.


Hvad var den bedste oplevelse:

Uh, der er mange! Som forventet var det helt magisk at ride på en elefant sammen i junglen (på en to-dages tur til Khao Sok på fastlandet). Vi fik begge lov at sidde på nakken af elefanten og at fodre den bagefter, hvilket var superfedt, og så var der bare så smuk en natur, at det også blev en meget romantisk setting at kysse og være nygift i.

Vores tur til et af de mange "abe-templer" var også helt speciel. Igen var det ret fascinerende at komme så tæt på vilde dyr, og vi havde meget sjov med at fodre aberne, der holdt til omkring templet.

Turen til James Bond Island var muligvis det mest romantiske på turen. Der var helt eventyrligt smukt og jeg ELSKER at se tilbage på de billeder, hvor vi står helt alene på stranden og kysser.

Simon Cabaret er helt klart også et besøg værd. Det er professionelle drag queens, der giver sangnumre. Rigtig sjovt og et imponerende show! Her får man også lidt af det "skæve Thailand", men på en tryg måde.

Og så var der jo alle de rolige stunder ved poolen, hvor vi kunne holde i hånd og drikke eksotiske (og billige) drinks, og restaurantbesøgene med den fantastiske mad. Maden alene kunne sagtens lokke mig til Thailand igen!


Gik der noget galt:

Kun på hjemturen. Vores fly fra Phuket til København var lige præcis så forsinket, at vi ikke nåede vores fly fra København til Aalborg. Eftersom vores sidste fly ikke var en del af "pakken" måtte vi pænt punge ud til nye flybilletter, hvilket var irriterende dyrt.


Hvilke selskaber brugte I?

Vi rejste gennem Star Tours, der arrangerede fly fra København til Phuket og retur (gennem Tui Fly nordic) samt hotel og en del af de udflugter vi købte på rejsen. Fra Aalborg til København fløj vi med Norwegian, hvilket vi også skulle have gjort på hjemturen. Pga. den førnævnte forsinkelse måtte vi dog flyve med SAS hjem fra København til Aalborg.

I Phuket boede vi på Kata Palm, et dejligt familie-hotel. Der var derfor børn tilstede, men til gengæld ingen vilde drukfester fra unge mennesker. Børnene var vi iøvrigt ikke generede af, der var generelt roligt på hotellet og rigeligt plads til alle i poolen.


Gode råd til par der overvejer denne destination for deres bryllupsrejse:

- Snyd endelig ikke jer selv for en tur på elefantryg! Det er helt fantastisk! Men brug elefantudflugten, som de danske rejseselskaber siger god for. Vi red på elefanter to gange, og er ikke i tvivl om at der er forskel på, hvor godt dyrene behandles.

- Udnyt at man kan spise hummer billigt. Det savner jeg rigtig meget herhjemme i Danmark nu, haha.

- Mht. årstid, så overvej hvad der betyder noget for jer. Vi rejste til Thailand i den såkaldte "regntid", og det regnede da engang imellem, men var stadig lækkert varmt, og vi nød de afkølende byger, der af og til kom. Desuden var der ikke så mange turister, da vi ankom udenfor deres almindelige feriesæson, så vi havde øen mere "for os selv", hvilket var rigtig dejligt. Men hvis man vil have høj sol og på stranden hver dag, så vil det måske være mere oplagt at tage til Thailand i vinterhalvåret.

- Man skal vaccineres, når man skal til Thailand! Vi fik hepatitis-vaccine og havde i forvejen stivkrampe. Afhængigt af hvor man skal hen i Thailand skal man muligvis have flere vaccinationer.

- Man giver drikkepenge i Thailand, men det behøver bestemt ikke være meget. Ofte gav vi 10-20 baht, hvilket svarer til 2-4 kr., og det mødte vi stor taknemlighed for. På restauranter giver man gerne 10-20% i drikkepenge. Til gengæld kan man næsten altid prutte om priserne på markederne.

- Vær kritisk overfor skrædderne! Vi brugte en skrædder der var anbefalet af vores rejseselskab, men var egentlig ikke vildt imponerede. Beslut dig evt. hjemmefra for hvad du helt præcist vil have, og hvis skrædderen ikke kan tilbyde det, så bare gå igen.

- Vær kritisk overfor dyrekontakt! Nogle steder vil de lokale tilbyde dig at få taget billeder med Gibbonabe-babyer evt. med tøj på. De er frygteligt nuttede, men ved at støtte dette, støtter du en frygtelig industri, hvor lokale slår den voksne gibbonabe ihjel, stjæler ungen, og når ungen ikke længere er nuttet, smides den ud i naturen igen, hvor den dør af sult fordi den ikke har lært at klare sig i naturen. Generelt har thailændere et lidt andet forhold til dyrevelfærd end vi har i Danmark. Det betyder ikke, at man ikke kan komme tæt på dyr, men overvej hele tiden, hvad du har samvittighed til!

- Overvej evt. at have antihistamin med til myggestik. Myggene i Thailand er SINDSSYGE!

- Nyd det. :) Det er et helt fantastisk land med mange oplevelser, smuk natur, skønne mennesker og vidunderlig mad!

 ♥

Skriv en kommentar

Bryllupsrejse - Bali

Wauw folkens, er I klar til at høre om en super lækker bryllupsrejse?! Cecilie fortæller her om sin skønne bryllupsrejse med hendes mand Frank til Bali, det ser simpelthen bare for lækkert ud, vil af sted med det samme!! Og de billeder er da virkelig bare totalt postkort værdige, sjældent man ser så flotte ferie-billeder!

Destination(er):

Bali, Indonesien. Først Ayana Resort & Spa i Jimbaran - det lækreste luksus resort som bare var alle penge værd, man ville aldrig væk derfra, derefter Hotel Tjampuhan Spa i Ubud i regnskoven hvor man kunne høre alle dyrene om aftenen, ret specielt. Det tredje sted var i byen Sanur som vi hovedsageligt valgte da det lå godt i forhold til udflugter rundt på øen og til sidst endnu et resort; Nusa Dua Beach Hotel & Spa - lækkert resort direkte på den smukkeste tropiske sandstrand.

Budget:

Tror vi alt i alt brugte omkring 38.000 kr., men det kan sagtens gøres billigere og dyrere.

Antal dage:

15 dage

Rejsetid fra Danmark:

ca. 22 timer 

Hvilken dato blev i gift:

18 juli 2011

Dato for bryllupsrejse:

20 juli 2011

Hvorfor valgte i netop denne destination for jeres bryllupsrejse:

Min mand valgte det faktisk og bookede det som en overraskelse for mig. Bali blev valgt fordi:

- Vi skulle et sted hen hvor vejret var godt om sommeren (dansk sommer)

- Det er kendt som en utrolig smuk ø, og anbefalet af familie som har rejst verden rundt

- Der er billigt

- Vi havde aldrig været i Asien, men ville gerne se asiatisk kultur som templer osv samtidig med smukke og unikke naturoplevelser

- Vi fik overraskende billige flybilletter. Valget stod mellem Bali eller Hawaii, men da der var gode billetter til Bali blev det der.

Hvad var den bedste oplevelse:

Puha, der var mange :) De første dage på det ypperste luksusresort var fantastiske, men kunne have været mange andre steder. Det perfekte klima, aldrig for koldt eller varmt og lidt regn en enkelt nat. Den fantastiske venlige kultur, man hidser sig aldrig op, opfører sig altid høfligt over for alle og ærbødighed over for deres religion som samtidig er åben overfor andre.

Den fantastiske varierede natur, strande, regnskov, rismarker, bjerge osv.

Det sjoveste var helt klart da min mand tog billeder af en gekko som sad i loftet og den pludselig faldt ned i hovedet på ham, det var hylende morsomt. Ved ikke om min mand eller gekkoen blev mest forskrækket :)

Gik der noget galt:

Min mand fik maveproblemer en dag. Vi tror det skyldes at vi spiste sen frokost en dag hvor der ingen andre gæster var. Maden har sandsynligvis ligget længe. Det skal man tænke over.

Hvilke selskaber brugte I?

Vi bookede det hele selv, fly via momondo.com og hoteller via booking.com. Vi fløj med Qatar Airways som mellemlandede i Qatar og kort benzinstop i Singapore.

Gode råd til par der overvejer denne destination for deres bryllupsrejse:

Der er perfekt at rejse til i den danske sommertid, mellem 20-27 grader hele døgnet og mindst mulig regn.

Mit bedste råd: hold jer væk fra de store byer (Kuta/Denpassar). De er ikke værd at se, de er rodede og beskidte, det er den smukke natur Bali har at byde på. Hvis i bor i byerne, bo på større resorts. En undtagelse er Ubud som er en mindre og kunstnerisk by.

Nusa Dua er det perfekte sted for total afslapning. Der er ikke meget andet end perfekt strand og et stort udvalg af resorts i alle prisklasser. Og så er der det bedste shoppingcenter!

Bo nede sydpå og tag nogle enkelte dage længere nordpå som ved Ubud og lej en taxa for en dag (tror det blev omkring 250 kr.) til at køre jer nordpå til bjergene og anderledes vegetation. Generelt ved hotel bookning; book nogle hoteller i god tid som man kan afbestille uden gebyr og se så igen nogle måneder inden afrejse, ofte er der masser af hoteller på tilbud, men så er man sikker på at man har noget.

Du kan spise fra alt mellem 20 kr per dag til 1000 kr pr dag. Dog blev vi lidt mere påpasselige efter manden blev syg, så vi valgte at spise mindre indonesisk og på lidt mere internationale (og dyrere) restauranter. Det var dog stadig meget billigere end herhjemme.

Og så er der ellers at sige; Bali er den perfekte bryllupsrejse destination hvis man vil have kombinationen af perfekt afslapning i smukke omgivelser samtidig med mulighed for kultur og unikke oplevelser!

Og så er det vist på tide jeg viser lidt billeder fra deres skønne tur:

Bryllupsrejse bali Jimbaran
Bryllupsrejse bali jimbaran 2
Bryllupsrejse bali jimbaran 3
Bryllupsrejse bali jimbaran 4
Ovenstående billeder er fra Jimbaran - gentager bare lige, wauw fantastiske billeder!

Bryllupsrejse bali ubud
Bryllupsrejse bali ubud 2Bryllupsrejse bali ubud 3
Ovenstående billeder er fra Ubud

Bryllupsrejse bali Sanur
Bryllupsrejse bali Sanur 2
Ovenstående billeder er fra Sanur samt dagsrejse nordpå øen

Bryllupsrejse bali Nusa dua
Bryllupsrejse bali Nusa dua 2
Ovenstående billeder er fra Nusa Dua

Skriv en kommentar

Be my Valentine ♥

Hører du blandt dem der elsker Valentines Day eller en af dem der forbander dagen langt væk? Jeg tror jeg er sådan lidt midt imellem – ikke noget vi fejrer, men jeg har som ikke noget voldsomt imod dagen, en dag der fejrer kærligheden kan man da ikke sådan for alvor hade? Egentlig kunne det da være ret fedt hvis man virkelig gik op i det som i USA – husker I ikke scenen fra Sex and the city filmen hvor Miranda og Carrie holder Valentines Day sammen på restaurant fuuuuld af hjerteballoner, eller scenerne fra filmen Valentines Day hvor der bliver givet de smukkeste blomster væk og et hav af kærestebreve, det er da egentlig ret skønt, og så pyt skidt da med at nogen tjener stort på det, det gør man jo på så meget i forvejen… men ja altså, her i lille Danmark er vi vist ikke helt klar til at gå all in, så derfor bliver det nok ikke Valentines Day for mig i dag men blot en hel almindelig tirsdag som alle andre, og de plejer nu heller ikke være så ringe ;)

Mange tror fejlagtig at Valentines Day er en amerikansk tradition, men den stammer faktisk her fra Europa, nærmere betegnet fra Rom ifølge www.videnskab.dk. USA har derefter taget traditionen til sig, måske for at øge indtjeningen på blomster og chokolade lidt – eller måske bare for at hylde kærligheden – det er nok op til hver enkel hvor romantisk man fortolker det ;)

Men faktisk var denne dag i ”gamle dage” dagen for forårets begyndelse i Rom, og denne dag lagde kvinderne deres navn ned i en urne som ungkarlene så kunne trække – og det kom der selvfølgelig en masse kærlighed ud af.. og måske et par børn ;) Men i år 498 blev det forbudt og det var ikke længere muligt at spille kærlighedslotteriet, men præsten Valentin var romantisk og blæste på forbuddet og giftede unge elskende i hemmelighed. Ulydigheden blev opdaget, og Valentin blev fængslet og dræbt. Rygtet siger dog at han var den første til selv at sende et ”kærestebrev” til en fængselsbetjent datter som han underskrev ”Fra din Valentine” før sin død.

Der har dog været en del forvirring over dagen, og der skulle have været en del mængde Valentiner på det her tidspunkt og den katolske kirke besluttede derfor at stryge Skt. Valentins Dag fra sin kalender i 1969. Måske netop af denne grund er det nok ikke helt sikkert det lige netop er sådan her det er foregået, men historien er da meget sød ;)

Holder du Valentines Day?

Skriv en kommentar
Follow my blog with Bloglovin